Melodi: I skoven skulle være gilde 
  
 Min kære søde mand er det bedste som jeg har, 
 fordi han er så hensynsfuld, så hjælpsom og så rar 
 så nuttet og så kælen 
 fra issen og til hælen, 
 jeg elsker ham fra top til tå, ja hvert et kilogram, 
 men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham. 
  
 Hans hår er blødt og lækkert at sætte hånden i, 
 hans øjne er som stjerner små, dem kan jeg også li', 
 hans næse nærmest ligner, 
 en kugle med rubiner, 
 det siges, at det kommer af, han ta'r en lille dram, 
 men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham. 
  
 Hans mund har stærke tænder, en enkelt kun et hul, 
 så den skal han ha' ordnet nu - naturligvis med guld. 
 Hans hage fint er formet, 
 hans kind en smule ormædt, 
 i dag at være skægget er jo heller ingen skam, 
 men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham. 
  
 Han har lidt hår på brystet, det hører sig jo til, 
 hans arme er så stærke med et vældigt 'muskelspil', 
 hans mave er lidt pumpet, 
 og han er hængerumpet, 
 men på hans arbejd' er han én af dem, der kan sit kram, 
 men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham. 
  
 Hans ben er måske skæve, med overlagte tæ'r, 
 men trods de mindre fejl han har, så er han nuttekær, 
 ta'r mig i sine arme,  
 og fylder mig med varme, 
 han finder elstikken, hvor den ellers sidder stram, 
 men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham. 
  
 Jeg elsker jo det hele, og derfor er jeg glad, 
 fordi I alle kom i dag til al den gode mad. 
 Lad os i fryd og gammen 
 et leve råbe sammen 
 for min den gode ægtemand - og det med brask og bram, 
 et leve for det allerbedste, jeg kan li' ved ham.