Melodi: Kritte vitte vit bom bom

Nu skal vi ha et lille hip, Kritte vitte vit bom bom om vores gæsters lille tip, Kritte vitte vit bom bom Vi vil vort selskab gerne gi', Kritte vitte vitte vitte vit bom bom en lille næsebiografi. Kritte vitte vit bom bom. Vi nævner XX1s næse først, kritte .... skønt denne næse ej er størst. kritte .... Den romersk var, hvis bare ej, kritte .... den buede den gale vej, kritte .... Vor XX2 har det ikke nemt, med sligt et lugteinstrument. For selv om den er mægtig flot, han lugter ikke særlig godt. Enhver kan se at XX3 har, et fint og nobelt eksemplar. Når den om vintren fryser blå, får den en muffedisse på. Vor XX4 hun klager sig så tit, for hendes næse drypper lidt, og det er hendes drømmes mål, at få en næse-underskål. Hvem sidder der på sædets kant, med snude som en elefant. Det er jo XX5s snabeltøj, som der sig hæver flot og høj. XX6 har en ord'ntlig en, se blot det store næseben. Aristokratisk ser det ud, med brillen på den kæmpetud. Vi nu på XX7s næse glor, og hun sig altid rigtig kror. Men lad os skynde os for uh - hvor ser den dog forfærd'lig u'. Se XX8 er en herlig fyr, med næse som en præmietyr. Om ham det rygte ofte går, at han den tit i klemme får. Om XX9s flotte snotkanal, den bugter sig i bakkedal. den ofte nok må stå for skud, men den ser også farlig ud. Vi synes XX10s er abstrakt, den ligner jo en stikkontakt. En tryne er det rette ord, den er jo både bred og stor. Et horn, som er så skær og fin, har XX11, ja den er helt til grin. Åh kære dog - næh hvilken tud, den ligget har i sæbelud. Vi råbe må et kæmpehyl, se blot på XX12s spidse syl. Hun har et kæmpe snudeskaft, men det har hun jo altid haft. Kig lidt på XX13s - den er styg, læg mærke til dens skarpe ryg. Den ligner mindst af alt en tud, men minder om en vreden klud. Se XX14s gynter er ej flot, omkring den er der ofte vådt. Så tørrer hun den med en klud, den er nu næsten tværet ud. Har XX15 virk'lig altid haft, et så forkrøblet snudeskaft. Hvis dette ret beskrives ska' to ekstra vers vi mindst må ha'. Nu kunne I vel tåle spøgen? en del var sandt - men mest var løgn. Vi håber inden hjem I går, Jer egen næse på I får.